December brev :)

Kære forældre.

Så rammer vi december i morgen, hvilket er noget vi ser frem til hvert år. December er simpelthen så hyggelig en måned, hvor der også er en masse fine traditioner her i Tryllefløjten. Som i selvfølgelig nok kan regne ud, vil der være ting som vi ikke kan holde i år pga. corona – men vi har prøvet at se på muligheder frem for begrænsninger, og så går det nok det hele alligevel 🙂

En tradition vi og især skolebørnene er meget glade for er Lucia, og det holder vi jo selvfølgelig også i år – bare udenfor på parkeringspladsen i stedet. Lucia optoget vil gå torsdag d. 10/12 kl. 7.15 og igen kl. 7.45, så vær her gerne lidt før, så vi alle er klar til at heppe på det meget stolte og dygtige luciaoptog. Vi vil på forhånd have inddelt parkeringspladsen i nogle zoner, hvor i kan stå, så vi derfor overholder begrænsninger på antal og afstand. Her må i alle selvfølgelig meget gerne være lidt behjælpsomme. Forældre fra bestyrelsen vil medbringe te og kaffe, så i bedes derfor alle have en kaffe/te kop med, hvis dette har interesse. Vi vil her i Tryllefløjten have smurt nogle boller på forhånd.

På torsdag d. 3. december vil hele personalegruppen og alle børn i Tryllefløjten om formiddagen gå i samlet flok op i skoven, for at hente vores juletræ. Vi vil lave et lille bål, hvor børnene kan få en kop kakao og synge nogle julesange. Alle børn bedes derfor senest være her kl. 9.00 på torsdag. Til denne dag skal alle børn meget gerne medbringe en nissehue 🙂

Derudover får vi den 16. december muligvis besøg af en hemmelig gæst som tit dukker op til jul – hvem mon det kan være??

I december har vi især fokus på det gode danske ord – hygge. Vi og børnene skal bare lave en masse dejlige aktiviteter såsom juleklip og julebag, og ellers bare have en dejlig og rolig december. I december måned holder skolegruppen desuden pause, så de også kan være med til alle aktiviteterne. Børnene vil muligvis også snakke lidt om nogle hemmelige julegaver, så dem må i ikke spørge for meget ind til 🙂

I børnehaven er der jo også en tradition med julehjerter, som nogle af jer nok allerede har set hænger så fint foran køkkenet. Der vil hver dag i december blive trukket navne op af en nissehue, og børnene kan så på skift vælge et hjerte.

I børnehaven skal vi også byde velkommen til to “nye” børn, Emilia og Silas rykker nemlig op fra vuggestuen. Derudover skal vi byde velkommen til en helt ny familie i Tryllefløjten – Olivija på 11 måneder starter nemlig i vuggestuen.

Yderligere er børnehaven startet på et nyt tiltag når de har Fri for Mobberi. De har nemlig introduceret “den varme stol” for børnene. Det går ud på, at børnene på skift kommer ind og sidde på en stol i midten af en rundkreds, hvor de andre børn på skift fortæller hvad de synes det pågældende barn er god til. Fx kan de fortælle at barnet er en god kammerat, eller at de er gode til at dele legetøj osv. Det er noget børnenes selvværd tydeligt vokser af, og de bliver meget glade og stolte når de får ros fra deres venner.

Lidt praktisk her til sidst. Vi har pr. 1. januar ansat Ramize 6 timer ugentligt. Ramize er en stor hjælp for os rent lavpraktisk, da hun hver mandag og tirsdag står for frugt og oprydning. Hun kommer også hver fredag formiddag, hvor hun laver frokost til børnene. Ramize er en utrolig varm og sød person, og er også begyndt at kende børnene, og kan dermed hjælpe til med andet end praktiske gøremål.

Vi skal endvidere bede jer alle om at melde tilbage til jeres pågældende stuer, hvor vidt jeres barn/børn kommer den 21., 22. og 23. december. Dette har vi behov for i forhold til bestilling af mad og i forhold til personale.

I forhold til corona fortsætter vi som nu. Vi skal stadig have ekstra fokus på håndvask og sygdom og i bedes være opmærksomme på antal i garderoben på samme tid. I behøver IKKE ringe om eftermiddagen. Og husk fortsat at holde os opdateret, hvis i selv eller nogen i jeres omgangskreds bliver smittet.

Det var vist det, og så er der kun tilbage at sige tak for jer, jeres børn og for endnu et fantastisk år i Tryllefløjten.

Mange hilsner fra os alle 🙂