Virksomhedsplan januar 2020

Virksomhedsplan for Tryllefløjten 2020

Præsentation af Tryllefløjten – hvem er vi?

I det lille Børnehus Tryllefløjten, har vi både vuggestue og børnehave. Tryllefløjten er et lille privat børnehus i Rudersdal Kommune, med central beliggenhed i Nærum. Vores motto i Tryllefløjten er: Her er det godt at være lille!

Vores grundlæggende værdier er blandt andet nærvær, tryghed og omsorg – med udgangspunkt i en anerkendende pædagogisk tilgang. Noget af det første man vil lægge mærke til, er den meget hjemlige atmosfære som er i vores hus.

Vi har skoven lige i baghaven og vægter at børnene skal opleve skov og natur, og udvikle respekt for alt der er levende. Vi lægger stor vægt på sundhed og hygiejne, og er meget opmærksomme på børnenes velvære.

Derudover vægter vi et tæt forældresamarbejde højt, da vi mener, at det sammen med et engageret og målrettet personale, er grobunden for glade og tilfredse børn. Derfor er der stor opmærksomhed på værdien af åbenhed, forældre, personale og bestyrelse imellem.

Principperne for forældresamarbejdet er, at der løbende foregår en åben dialog og forældrene forventes at deltage aktivt i børnehavens liv. Det pædagogiske personale vil, på en professionel og indlevende måde, involvere sig i barnet og dets nærmeste familierelationer. Som privat børnehave, er vi afhængige af, at forældrene og deres familier engagerer sig i det daglige og hjælper til med forskellige praktiske gøremål.

Fakta oplysninger:

Det lille Børnehus Tryllefløjten, Langebjerg 40 2850 Nærum

Telefon: 45805653, mail: lederen@bornehuset-trylleflojten.dk

Hjemmeside: www.bornehuset-trylleflojten.dk

Leder: Laila Hummelshøj Sørensen – Souschef: Nina Hestelund Pedersen

Bestyrelsen består af: Jannie Bjerregård (formand), Ulla Kornberg (næstformand), Jesper Grann, Lise Frederiksen, Asger Skovbo, Zyhra Deari (suppleant), Annette Svehag (suppleant).

Vi er en ældre institution, hvor indretningen er meget traditionel. Man træder ind i vores garderobe, hvor vuggestue og børnehavebørnene har deres pladser. Vi har én vuggestuegruppe og én børnehave gruppe. Vi er normeret til 44 enheder, og har fordelt det således, at vi bestræber os på at være 10 vuggestuebørn og 24 børnehavebørn. Vuggestuegruppen har to rum som er deres, som ligger for sig selv ellers er institutionen indrettet i et delvist ”åbent plan” med to stuer. Den ene kan lukkes af og den anden drager nytte af de ekstra kvadratmeter, det giver at ligge i forlængelse af gangarealet og køkkenet. Derudover er der en del mindre rum, som giver børnene mulighed for at lege uforstyrret. Små rum såsom et byggerum, et spejlrum, dukkekrog, værksted, LEGO-rum og et puderum.

Praktiske informationer:

Vi har nogle faste arrangementer i huset.

  • Bondegårdstur (foråret)
  • Kunstprojekt med fernisering (efteråret)
  • Cirkus (før sommerferien)
  • Spiseaftener (4 gange om året)
  • Forældremøde (d. 9/6- 2020)
  • Juletræsfest (slut november)

Lukkedage: De tre dage før påske, alle helligdage, dagen efter Kristi Himmelfart, 2/6-2020 pædagogisk dag, Grundlovsdag og mellem jul/nytår.

Principper fastlagt af bestyrelsen:

Vi har bevidst opdelt institutionen med en vuggestuegruppe og en børnehavegruppe, da børnene selvfølgelig er på meget forskellige udviklingstrin. Her har de brug for plads til aldersvarende udvikling. Når dette er sagt, er vi samtidig med dette meget opmærksomme på, at det er særdeles vigtigt at vi har et åbent miljø, med leg på tværs af stuerne. Her kan de yngste lære af de ældste og de ældste kan lære at udvise omsorg og empati, der giver dem en god selvfølelse. Vi oplever, det giver en god harmoni og skaber en god følelse af fællesskab. Det giver husets indretning også naturligt plads til.

Børnene opholder sig i deres basisgruppe, når de spiser, holder samling og laver aktiviteter. På den måde udnytter vi til fulde husets funktionsopdelte indretning optimalt.

Tryllefløjten er et trygt og overskueligt hus – et sted med omsorg for det enkelte barn og for udvikling af sociale og læringsmæssige kompetencer. Det er her barnet skal lære at fungere i et socialt samspil med andre. I dette forum tilegner barnet sig erfaringer, som er med til at danne grundlag for demokratiske værdier.

I Tryllefløjten tager det pædagogiske personale ansvar for børnenes udvikling, læring og dannelse med legen som udgangspunkt. Vi mener, at legen er et grundlæggende element i ” børnelivet ”og vi ser mange læringsmuligheder i legen. Derfor prioriterer vi at give plads og tid til børnenes frie leg. I legen stimuleres og udvikles børnenes personlige, sociale, sproglige, motoriske og børnekulturelle kompetencer, både når de leger alene og når de voksne inspirerer til en leg. Vi er opmærksomme på, at der skal være mulighed for, dels at lege uden afbrydelser og dels at lege uden voksnes årvågenhed. Dette sikres ved at opdele stuen i mindre enheder samt ved at benytte gangareal og alrum til legerum. Der arbejdes ligeledes med at skabe læringsrum – små ”rum i rummet”.
Det pædagogiske personale reflekterer og overvejer løbende nye pædagogiske tiltag og planlægning af aktiviteter, som gør dette muligt.

Vi tilgodeser børnenes behov, ved at samle dem i grupper med målrettede aldersvarende aktiviteter. Vores mål er, at alle bliver set, hørt og forstået, samt at handle derefter, som omsorgsfulde, nærværende individer.

Det pædagogiske personale skal styrke barnets tro på sig selv og gennem udfordringer stimulere børnene til at være aktive, glade og nysgerrige. Der skal være rum for motorisk udfoldelse, så barnets bevægelses udvikling bliver stimuleret, både når barnet er inde og ude. Børnene motiveres til at gøre de ting, som de aldersmæssigt er i stand til: Tage tøj af og på, rydde op, dække borde og i det hele taget føle, at de er en aktiv og vigtig del af de daglige gøremål.

Vi lægger vægt på et godt børnemiljø, hvor børnene lærer at omgås hinanden med gensidig respekt. Vi lægger vægt på, at børnene bliver bevidstgjorte om deres følelser og interesser. At de bliver i stand til at skabe relationer til andre, samt at udtrykke sig alsidigt, ved at bruge sprog, sang, leg og fantasi. Vi arbejder med at give børnene medbestemmelse i forhold til børnekulturen i børnehaven. På denne måde forsøger vi at give børnene så stort ejerskab som muligt, for på den måde at skabe et fællesskab, som alle føler de er en del af.

Alt dette er med udgangspunkt i grundprincipperne fra konceptet ”Fri for Mobberi”.

I Tryllefløjten er børnene ude i al slags vejr. Legepladsen er et ekstra rum, der giver børnene større mulighed for udfoldelse og fordybelse. Legepladsen er indrettet så den giver alderssvarende udfordringer. Her har børnene mulighed for at kravle, klatre, grave i sand og mudder samt gynge. Der er cykelbane, små huse og træer, der må kravles i. Vi benytter os af de muligheder, der er i vores nærmiljø, hvor vi har både skov, marker med heste og naturlegeplads.

Vores private børnehus er et lille alternativ til de store sammenbragte institutioner. Vi har et dygtigt og engageret personale, der formår at skabe trygge og udviklende rammer for børnene.
Vi vægter omsorg, tolerance, respekt og mod samt høj faglighed her i Tryllefløjten.

Kerneopgaven er at skabe et børnefællesskab, hvor alle børn har venner og hvor børnene øver sig i at udvise empati og yde omsorg.

Derfor arbejder vi som sagt med konceptet ”Fri for mobberi”, som har fokus på anerkendelse i kommunikationen med både børn, kolleger og forældre.

Forskellen på os, selvejende og kommunale institutioner er bl.a.:

  • At vi ejer os selv, og selv er ansvarlige for drift og økonomi
  • At du som forældre har stor indflydelse, og at vi derfor også forventer et stort forældreengagement
  • At vi kan indskrive børn fra alle kommuner
  • At vi selvfølgelig er underlagt den gældende lovgivning og de samme pædagogiske krav, som de kommunale dagtilbud
  • Vi har vores egen indskrivningsprocedure og venteliste og er ikke en del af Rudersdals Kommunes pladsanvisning.

Værdigrundlag:

  • Børnehusets grundlæggende værdier er nærvær, tryghed, omsorg, fri leg og læring med udgangspunkt i en anerkendende pædagogisk tilgang.
  • Vi ser det som en værdi, at alle børn, uanset social baggrund, etnicitet eller eventuelle særlige vanskeligheder, inkluderes i børnegruppen.
  • Vi ser samarbejde mellem ledelse, personale og forældre som værdifuldt i forhold til at skabe de bedst mulige betingelser for børnegruppen og det enkelte barn.
  • Vi ser det som en værdi, at børnene, ud over at de udviklingsmuligheder de bliver stillet overfor i børnehaven, får kendskab til lokalmiljøet og omverdenen i bredere forstand.
  • Vi ser den private institution som værdifuld og som én type institution ud af mange forskellige tilbud.

Vi benytter os af TRAS til sprogvurderinger. Vi har en pædagog i huset, som er sprogansvarlig, som arbejder med små grupper alt efter børnenes behov.  

Økonomi:

Se under formandens beretning på side 5.

Nøgletal:

Vi er som før nævnt normeret til 44 enheder, hvor vi bestræber os på at være 10 vuggestuebørn og 24 børnehavebørn. Disse tal kan selvfølgelige variere alt efter udbud og efterspørgsel.

Vi er pt to pædagoger og en medhjælper i vuggestuen. I børnehaven er der en pædagog og to medhjælpere, men vi er på nuværende tidspunkt på udkig efter en ny pædagog, som skal være tilknyttet børnehaven.

Vi har et lavt sygefravær her i Tryllefløjten.

Mad og måltidspolitik:

Vi har her pr. 1/1-2020 ansat en køkkendame. Hun hedder Anne, og har tidligere arbejdet i køkkener i andre institutioner. Det er allerede nu tydeligt at hendes erfaring og viden om mad har en god indflydelse på børnene. De bliver inddraget i madlavningen og bliver udfordret ved at skulle smage forskellige retter. I vuggestuen er madordningen en del af prisen, hvor det er valgfrit i børnehaven. Vi har pt 8 madpakkebørn og 15 børn på madordningen.

Legepladspolitik:

En gang om året har vi tilsyn af vores legeplads. Sidst skulle vi ordne vores tage på legehusene og sikre en gynge. Disse ting er ordnet, og her hjalp vores forældre fx med dette til vores spiseaften. Derudover er der en far i institutionen, som sidste år donerede faldsand til de steder, hvor dette er et krav. Yderligere søgte vi en fond for et par år siden, hvor vi fik penge til en ny skraldebil, som børnene kan klatre og lege på.

Bestyrelsens årsberetning:

Formandens beretning

Vi har i løbet af året haft mange gode fælles arrangementer herunder spiseaftener, sommerfest, fernisering mv. Mange forældre er gode til at donere materialer til bl.a. spiseaftener/arbejdsdage og kreative projekter, hvilket frigiver penge til andre gode oplevelser for børnene.

I bestyrelsen bliver der løbende søgt en masse fonde, og indtil videre har Matas fonden bl.a. doneret planter og flextelt. Alle forældre opfordres til at henvende sig, hvis man har kendskab til attraktive fonde, eller hvis man har tid og lyst til at lave en ansøgning.

I samråd med personalet, har bestyrelsen vedtaget, at vi for fremtiden til fødselsdage kun tager hjem på besøg hos det enkelte barn det år, hvor barnet skal starte i skole. Dette er besluttet for at spare på ressourcerne, samt fordi vi har rendt ind i uger med mange fødselsdage og derfor mange hjemmebesøg, hvilket giver en vis uro i børnegruppen.

Der er et mindre underskud på året som bl.a. skyldes sygdom, barsel og afskedigelse.

Det er dyrt for et lille hus som vores at have sygdom, men vi har en ledelse og en personalegruppe der gør alt for at det ikke påvirker dagligdagen for børnene. Ledelsen kigger løbende på muligheden for besparende tiltag. F.eks. er ledelsen meget økonomisk bevidste i deres indkøb og de arbejder hårdt på at lave et skema for personalet, der passer bedst muligt med hvornår, der er børn i institutionen, således vi ikke benytter unødige penge på vikarer. Det er derfor vigtigt, at vi alle melder ferie i god tid, når opslaget er hængt op.

I bestyrelsen følger vi økonomien nøje, og bliver til tider nødt til at lave prisreguleringer som i oktober 2018. For at kunne spare og udnytte ressourcerne bedst muligt, vedtog vi samtidig med prisreguleringen at lave faste lukkedage i de 3 dage op til påske. Dette på baggrund af at mange børn alligevel holdt ferie, og vi får intet tilskud fra det kommunale disse dage, da de holder lukket.

Vi besluttede også, at børnehavebørn selv skulle medbringe bleer, da de ikke er inkluderet i børnehavetaksen. Vi kan nu se at blebudgettet er blevet reduceret, hvilket betyder flere penge på kontoen til aktiviteter og oplevelser for børnene.

Til slut vil vi gerne takke jer forældre og jeres gode engagement og deltagelse på spiseaftenerne. Det er her vi får en masse for hånden, lærer hinanden at kende og gør ting der kommer vores børn til gode i hverdagen. I det forgangne år har vi bl.a. ordnet legeplads, vasket legetøj, malet, sorteret, lavet hegn, bygget legetøjskasse, repareret legehus, plantet ting mv.

Pædagogisk profil:

Kommer sommeren 2020

Personalemøde idag kl. 16.00

Denne side er kun tilregnet brugere af Børnehuset tryllefløjten

Login her